SIK Elite Nyheder FC Salling shop Skive IK shop Medlemslogin Kontakt

Nyhed Tilbage

Thomsen klar til mødet med tophold Skrevet d. 08/11 2019

Skive besøger søndag aften NordicBet ligaens førerhold FC Fredericia, som i øjeblikket indtager rækkens andenplads.

Opgøret er det andet i efteråret, og skibonitternes cheftræner Martin Thomsen er bevidst om, at der venter en svær opgave mod et mandskab, som har hans tidligere træner i Hobro Jonas Dahl i spidsen.

- FC Fredericia er først og fremmest et meget stærkt kollektiv, med en masse dygtige fodboldspillere. Derudover er de dygtige til at sætte tingene hurtigt i gang og spille noget flot kombinationsspil fremad banen, siger Thomsen, som ikke er overrasket over søndagens modstanders placering i rækken.

- Jeg synes Fredericia allerede sidste sæson viste tegn på, at de er rigtig dygtige, og nu har de kendt hinanden og fået opbygget nogle gode relationer på holdet samt de har forstærket sig. Det er et hold med profiler, og spiller for spiller, så er det fortjent de ligger hvor de gør, siger Martin Thomsen.

For Skive IK bliver kampen mod FC Fredericia en kærkommen mulighed for at finde tilbage på sporet igen efter 3-1 nederlaget i sidste uge til FC Roskilde, og Martin Thomsen føler også at truppen er klar til opgaven.

- Vi var sindssygt skuffet efter kampen sidste fredag, hvor det ikke lykkes os at få point med. Vi synes vi havde mulighederne lige indtil Mikkel (Jespersen) får det røde kort og så ender det med et rundt nul mod en direkte konkurrent i nedrykningskampen, så det gjorde uden tvivl ondt på os, siger Skives cheftræner, som dog mener at holdet har fået rystet sidste kamp af sig i løbet af ugen.

- Vi har haft en super træningsuge, hvor drengene bare er gået til stålet. Der er ingen tvivl om at vi rigtig gerne vil tilbage på sporet og det gør vi selvfølgelig bedst med en sejr mod Fredericia på søndag, siger Martin Thomsen.

Hårdt arbejde og tro på tingene er der også brug for på søndag, når formstærke FC Fredericia venter i besøget på Monjasa Park.