SIK Elite Nyheder FC Salling shop Skive IK shop Medlemslogin Kontakt

Nyhed Tilbage

Skive-spiller udtaget til landshold Skrevet d. 19/03 2018

Skive-spilleren Bardhec Bytyqi, der er lejet i superligaklubben AaB resten af denne sæson, er blevet udtaget til det albanske U21-landshold, der på fredag og tirsdag i næste uge spiller to landskampe mod Slovakiet.

Bardhec Bytyqi er født i Danmark af albanske forældre, og har derfor også albansk statsborgerskab. Han har tidligere spillet tre kampe for det albanske U21-landshold og har scoret et enkelt mål.
Landsholdsudtagelsen betyder, at Bardhec Bytyqi ikke er til rådighed i hjemmekampen på søndag mod Brabrand, og da han er den eneste landsholdsudtagne i Skive-truppen, er Skive ikke berettiget til at få kampen udsat. Det vil i givet fald kræve to udtagne spillere i landsholdssammenhæng.
Til gengæld er den kommende søndags runde i NordicBet-ligaen temmelig amputeret.
Halvdelen af rundens seks kampe er nemlig udsat, fordi flere af de implicerede klubber har fået spillere udtaget til diverse U21-landshold.
Kampen FC Roskilde-Fredericia er udsat, fordi Roskilde har fået Frederik Schram udtaget til Islands U21-landshold og Simon Richter til U21-landsholdet i Gambia.
Kampen mellem Esbjerg-Vejle er den anden kamp, der er udsat og her er ikke færre end fire spillere landsholdsaktuelle. Esbjergs Adrien Petre er udtaget til Rumæniens U21-landshold, mens Vejle har fået Aleksandru Boicius udtaget til Moldavas U21-landshold, Arbnor Mucolli til Albanien og Kerium Memija til Bosnien ungdomslandshold.
Endelig bliver kampen mellem Fremad Amager-Viborg heller ikke spillet på søndag. Her er Viborgs målmand, Sebastian John udtaget til det danske U21-landshold, mens Nikko Boxall skal spille for U21-landsholdet fra New Zealand.