Nyheder Shop Billetter Medlemslogin Kontakt FC Salling

Nyhed Tilbage

Dalum lammetævet på eget græs Skrevet d. 06/10 2018

Skive knækkede reelt Dalum på 10 gyldne minutter, hvor tropperne fra Skive nedsablede de fynske spillere og hentede tre vigtige point på udebane.

Mødet mellem de to potentielle bejlere til oprykningsspillet i 2. division, så på papiret ud til at blive en lige kamp. Især efter Dalums pokalkamp imod FC Midtjylland varslede det om en kamp, hvor alle mand skulle yde sit maksimale for at hente point med hjem fra Fyn.

Men gæsterne fra nord, der i Thomas Rølls fravær havde Martin ”Mr. 100%” Thomsen som vikarierende cheftræner, havde læst på lektien og udset sig svagheder i hjemmeholdets presspil. Skive var opsat på at hente alle tre point på Lars R. Jacobsen Park, hvilket blev sat i scene allerede efter 19. minutters spil hvor Jeppe Mogensen kunne heade udeholdet i front efter flot opspil i venstre side.

Første halvleg bød på meget fysisk spil, løse chancer og især duelspil på midtbanen. Dalum pressede som forventet højt, Skive lurede på omstillingsspil og forsøgte med hurtigt spil at nedbryde hjemmeholdet.

Alt i alt var første halvleg en chancefattig kamp, hvor Skive sad mest på spillet, men kunne ikke rigtigt få hul på bylden. Pausestillingen på 0-1 var bestemt ikke ufortjent set ud for spil og chancer.

Anden halvleg startede som første halvleg begyndte, men denne gang var det hjemmeholdet der fik scoret. Et frispark i venstre side fik lov til at svæve ind over forsvaret, hvor hjemmeholdets Rasmus Schmidt fik panden på og enkelt kunne udligne. Kampen så nu ud til igen at være åben, mens Skive endnu en gang ikke kunne holde nullet.

Men som i tidligere kampe har Skive vist vilje og styrke til at fortsætte deres eget spil, selvom de lige har indkasseret et mål imod sig og efter en times spil startede Christoffer Mauls mål til 1-2 de 10 gyldne minutter for Skive.

Fire minutter efter Mauls scoring blev Mathias Bersang målscorer efter en friløber, hvor Bersang igen viste kølighed foran mål. Seks minutter senere fordoblede Maul dagens målhøst, da han igen på sikker vis fik netmaskerne til at blafre.

Reelt var det nu kun et spørgsmål om sejrens størrelse i en kamp, hvor Dalum blev udspillet og lammetævet på eget græs. Sidste søm satte Jeppe Mogensen i kisten med fem minutter tilbage af kampen, så vores to stærke angribere fik i dag begravet Dalum under eget græs.

Der var klasseforskel på de to hold efter pausen, hvor spillerne fra Dalum blev statister i Skives målfest og det tegner godt før næste fredags hjemmekamp hvor Tarup/Paarup kommer på besøg på Hancock Arena.

Det lugter af målfest.