Nyheder Shop Billetter Medlemslogin Kontakt

Nyhed Tilbage

Cheftræner: Vi er helt klar til sæsonpremieren Skrevet d. 03/03 2018

Efter ni ugers intensiv træning under noget vanskelige forhold er Skive IK 100 procent klar til premieren på den altafgørende forårssæson søndag på udebane på Blue Water Arena mod superliga-bejlerne Esbjerg fB.
- Vi har øget træningsmængden efter julepausen og har trænet seks gange om ugen med høj intensitet, fortæller cheftræner Anders Gerber forud for kampen i morgen.
- Vi fik en skidt afslutningen på efterårssæsonen, hvor det kun blev til et enkelt point i de sidste fem kampe, men jeg har lært en hårdtarbejdende trup at kende, der har svaret fint igen på de større krav, der er blevet stillet til dem i opstarten, siger cheftræneren.
- Vi har ændret vores spillestil til 3-4-3 og det skulle gerne medføre, at vi får lukket bedre af bagude, og at vi bliver i stand til at score flere mål.
- Vi har haft fire fokus-punkter i de ni uger, der er gået siden vi startede træningen den 8. Januar:
- at være mere i boldbesiddelse
- at vi får et bedre forsvarsspil
- at vi bliver bedre i de defensive dødbolde
- at vi er i en bedre fysisk forfatning
- Vi har også brugt en del tid på, at vi skal have mere fokus på den næste bold, og at vi fungerer som et hold, siger Anders Gerber.
Med hele truppen bag sig siger cheftræneren, at alle er klar til at give den fuld power i de resterende 14 kampe, og at alle vil kæmpe r…. ud af bukserne for at det helst skal resultere i tre point i hver eneste kamp.
GLAD FOR AT KOMME I GANG
Anders Gerber er glad for at komme i gang med turneringen efter ni ugers opstart.
- På nuværende tidspunkt tyder noget på, at flere kampe í NordicBet-ligaen vil blive aflyst, men vi er utrolig glade for, at vi kommer i gang i Esbjerg, siger cheftrænere.
- Det er en meget svær modstander, men vi har forberedt os så godt som overhovedet muligt, og nu skal vi måle os mod Esbjerg på, hvor vi egentlig står.
- Esbjerg har en meget homogen trup og der har kun været en enkelt udskiftning i truppen i vinterpausen. De er virkelig gode i den offensive del med Anders Dreyer og Tim Hölscher som to meget kreative spillere og med to dygtige wing-backs i Jesper Lauridsen og Nikolaj Hagelskjær, siger Anders Gerber, som så sine spillere præstere en noget mager indsats i den sidste træningskamp mod Aarhus Fremad.
- De havde tilsyneladende ikke den rette fokus på kampen, og det har vi talt meget om i optakten til kampen i morgen, siger han og tilføjer, at han har sin start-11’er klar til Esbjerg-kampen. Han vil dog gerne holde kortene lidt tæt til kroppen indtil videre.
A-truppen er i vinterpausen blevet reduceret og kun to nye spillere, Aleksandar Stankovic og Bardhec Bytyqi, er kommer til.
- Om truppen er stor nok, ved vi først den 22. Maj, når sæsonen er ovre, siger Anders Gerber, der mener at det er utrolig vigtigt at undgå skader i den benhårde kamp om overlevelse.
- Når vi får Simon Sterring, Andreas Murbech og forhåbentlig også Joihn Dyring klar, har vi en flot og solid trup, men masser af talent og rutine, siger en optimistisk og forventningsfuld cheftræner inden morgendagens premiere på forårssæsonen.
- På forhånd ser det ud til, at vi skal vinde otte af de 14 resterende kampe, så vi ved alle, hvad vi går ind til.