Nyheder Shop Billetter Medlemslogin SIK Business Support Kontakt FC Salling

Nyhed Tilbage

SIK GIK SIKKERT VIDERE I POKALEN Skrevet d. 09/08 2018

Skive-drengene gik på sikker vis videre til 2. runde i pokalturneringen, med en 5-1 sejr over værterne fra Ringkøbing onsdag aften. Fem mål som blev sat ind af fem forskellige SIK’er.


Der var ingen slinger i valsen hos skibonitterne, da mandskabet sikkert slog 2. divisions-kollegaerne fra Ringkøbing med 5-1. Der blev debut til både Anders Nørgaard i målet og Christoffer Petersen på 10’er-positionen.

Vi skulle 14 minutter ind i kampen, da Magnus Jensen, efter et hjørnespark, åbner målfesten ved et hovedstød, som overstiger en forsvarspiller og ryger i mål, så udeholdet bringer sig på 1-0.

Blot seks minutter efter laver Christoffer Petersen debutmål, da han modtager bolden uden for kanten af modstanderfeltet og på køligstige vis hamrer bolden i netmaskerne og bringer gæsterne på 2-0. Et smukt debutmål af den unge debutant.

Efter dette var det som om, at Ringkøbing stemplede mere ind i de sidste minutter af 1. halvleg. Et par forsøg fra hjemmeholdet kunne have bragt vestjyderne tilbage i kampen. Men skarpheden manglede.

Det samme kunne man dog ikke sige om gæsterne. Kun få minutter inden pausen lavede Sebastian Denius det som måtte betegnes som dødstødet på Ringkøbing-holdet. Han sætter en spiller i vestresiden, hvorefter han får plads og gør det til 3-0.

Efter pausen skulle der kun gå 3 minutter inden skibonitterne igen kom på måltavlen. Ringkøbing begår et straffespark, og det håndtere Christoffer Østergaard uden problemer og dermed står der 4-0 til gæsterne.

Skives erfarne midtbanemand, Mads Schäfer Bak, er manden der sætter punktum for Skives mål-maskine. Det sker efter et indlæg, som ikke bliver headet væk af hjemmeholdet og i stedet serveret ved fødderne af Schäfer Bak, der elegant gør det til 5-0. 

Det betød dog ikke at målene udeblev. Der går nemlig ikke lang tid efter 5-0 scoringen før Ringkøbings, Martin Ebbensgaard, modtager stikning, passerer Anders Nørgaard i målet og får reduceret til 5-1.

Dette blev også kampens resultat. SIK vandt således en aldeles overbevisende sejr og er dermed videre i Pokalen.