Nyheder Shop Billetter Medlemslogin SIK Business Support Kontakt FC Salling

Nyhed Tilbage

SKIVE HENTER LOVENDE UNGT FORSVARSTALENT Skrevet d. 24/07 2018

Det unge forsvarstalent, Jacob Vetter, har underskrevet en etårig aftale med Skive IK.

Skive IK får tilgang af den 19-årige forsvarsspiller, Jacob Vetter, der skifter til skibonitterne på en fri transfer, efter hans kontrakt med Viborg FF udløb denne sommer.

- Vi er enormt glade for at kunne hente endnu en forstærkning til truppen og samtidig have en erstatning på plads efter vores salg af Anders Hagelskjær. Med Vetter på plads har vi fået en spiller med de fodboldmæssige kompetencer til hurtigt at gøre sig konkurrencedygtig i truppen, siger sportschef Rasmus Brandhof.

Jacob Vetter skiftede, som U13-spiller, til FK Viborg og fik arbejdet sig hele vejen til kontrakt med Viborg FFs førstehold, hvor han også nåede at få tre kampe for klubben.

- Jacob er fysisk stærk og dygtig i nærkampene, så en spiller med et stort potentiale. Han er samtidig en utrolig slider, som leverer en enorm arbejdsindsats, når han er på banen. En spiller med gode forsvarsegenskaber, som vi selvfølgelig skal have gjort endnu bedre og udviklet på, siger Rasmus Brandhof.

Jacob Vetter har allerede kendskab til sine nye holdkammerater, da han de sidste par uger har været omkring truppen i en prøveperiode og samtidig medvirket i holdets indtil nu tre testkampe. Det har været vellykket, og derfor har parterne nu indgået en aftale.