Træls nederlag

Træls nederlag Vi havde alle glædet os rigtig meget til opgø...
Skrevet d. 04-11-2012

Træls nederlag
Vi havde alle glædet os rigtig meget til opgøret mod naboerne fra Viborg fredag aften på SPARBANK ARENA. Desværre fusede festen ud, da vi som kollektiv præsterede under vanligt niveau og på den baggrund tabte kampen fortjent med 0-2.
Første halvleg var spillemæssigt ganske jævnbyrdig og ingen af holdene formåede på noget tidspunkt at lirke modpartens forsvar op. Vi spillede generelt for langsomt og omstændigt, hvilket resulterede i, at vi hele tiden skulle angribe imod et dygtigt organiseret og kompakt Viborg-mandskab, som var kommet på plads.
De grønne stod godt på banen og satsede som ventet på hurtige omstillinger og standardsituationer. Begge mandskaber havde et par tilløb til scoringschancer, men rigtig farligt blev det aldrig før pausen.
Ud fra første halvleg lignede det logiske resultat af kampen en typisk 0-0 kamp, men kort efter sidebyttet fik vi ikke clearet efter et Viborg-hjørnespark og gæsternes Jens-Kristian Sørensen var hurtig på aftrækkeren og sparkede læderet i kassen til 0-1.
Efter scoringen smed vi hæmningerne lidt over bord, trykkede Viborg i bund og kom ved enkelte lejligheder frem til et par gode udligningsmuligheder. Tættest på scoring kom Anders Hostrup, da han midt i halvlegen fikst blev stukket i dybden og alene med Martin Hansen i VFF-målet. ”Hossie” kom desværre for tæt på de grønnes målmand og i stedet for udligning blev han tacklet med et ordentligt brag midt i afslutningsøjeblikket. ”Speedkuglen” måtte kort efter udskiftes med noget som lignede en grim skade.
Efterfølgende kom vi frem til et par halve chancer, men ind ville bolden ikke og i stedet lukkede og slukkede en ellers usynlig Thomas Dalgaard til 0-2 to minutter før tid. Fra hvad der lignede en klar off-side position kunne ”målmaskinen over alle” trille en returbold i kassen og kampen var dermed afgjort.
Det var et rigtig træls og unødvendigt 0-2 nederlag efter en jævnbyrdig kamp. Men nøgternt set kan vi ikke forvente at få point imod en dygtig modstander på en halvsløj dag, når vi som hold ikke rammer niveauet.
Vi skal op på hesten igen og allerede på søndag venter endnu en spændende udfordring, når vi er gæster i Vendsyssel hos Hjørring.

Kampfakta:

Skive IK - Viborg FF 0-2 (0-0)

Målscorer:

0-1 52. min. Jens-Kristian Sørensen

0-2 88. min. Thomas Dalgaard

Startopstilling:

Jonas Jensen, Matias Olsen, Jesper Nielsen, Jacob Andersen, Mads Eriksen, Mikkel Jespersen, Martin Thomsen, Casper Røjkjær. Nicolas Bøgild, Anders Hostrup, Morten Bech Andersen.

Udskiftning:

55. min. Jesper Henriksen afløser Nicolas Bøgild

55. min. Kristian Nielsen afløser Casper Røjkjær

75. min. Kristoffer Nygaard afløser Anders Hostrup

Advarsel:

Skive: Jesper Nielsen, Jacob Andersen

Viborg: ingen

Tilskuertal: 1.487

Dommer: Claus Bo Larsen


Forfatter: Sportschef Jesper Larsen

Træls nederlag

Træls nederlag I lørdagens opgør med Brønshøj. Som ventet bl...
Skrevet d. 01-10-2012

Træls nederlag

I lørdagens opgør med Brønshøj.

Som ventet blev det en jævnbyrdig affære, da vi lørdag eftermiddag gæstede Brønshøj. Hjemmeholdet sad på spillet i kampens indledning, og vi manglede kvalitet i det meste i begyndelsen.
Midtvejs i første halvleg truede vi for første gang det velorganiserede Brønshøj-mandskab. En veloplagt Ayinde Lawal satte sig igennem i en nærkamp på banens midte. Efterfølgende driblede han sig på flotteste vis til en god position i hvepsenes felt. Desværre for Lawal og resten af holdet stod afslutningen ikke mål med forarbejdet og afslutningen strøg et stykke over mål.
Den resterende del af første halvleg var uden store målchancer og 0-0 ved pausen var helt fair. Efter pausen blev der åbnet lidt op for chancerne og begge hold kom frem til tre gode scoringstilbud, som kunne afgøre kampen. Anders Hostrup fik vores suverænt største mulighed, da han 25 minutter før tid pludselig blev spillet helt fri foran mål. Afslutning sad desværre lige på Kim Drejs i Brønshøj-målet, og med en refleks redning fik han pareret til hjørnespark.
Dette var frustrerende og rigtig træls blev det så efterfølgende, da hjemmeholdets Jesper Kristjansen få minutter senere scorede sejrsmålet på et velplaceret langskud. I slutminutterne blev Jesper Henriksen iscenesat et par gange fra venstrekanten, og det var efter disse aktioner, at vi kom tættest på udligning.
Det sluttede desværre med et 1-0 nederlag efter en tæt kamp. Vi må konstatere, at vi p.t mangler den sidste kvalitet og dygtighed for at resultaterne tipper vores vej. Vi er hele tiden oppe imod dygtige modstandere, som i øjeblikket er mere kyniske end os. Vi skal alle mand kigge indad, rykke sammen, øge kvaliteten i det meste og hurtigst muligt få marginalerne over på vores side.
Næste weekend får vi muligheden for oprejsning, når vi hjemme byder topholdet fra Vejle op til kamp.

Kampfakta:

Brønshøj - Skive IK 1-0 (0-0)

Målscorer:

1-0 74. min. Jepser Kristjansen

Startopstilling:

Jonas Jensen, Mikkel Buur, Jesper Nielsen, Jacob Andersen, Matias Olsen, Martin Thomsen, Kristian Nielsen, Ayinde Lawal, Anders Hostrup, Nicolas Bøgild, Morten Beck Andersen.

Udskiftning:

60 min. Mikkel Jespersen afløser Martin Thomsen
70 min. Kristoffer Nygaard afløser Nicolas Bøgild
79 min. Jesper Henriksen afløser Ayinde Lawal

Advarsel:

Brønshøj:

Skive:

Tilskuertal:

Dommer: Peter Kjærsgaard-Andersen


Forfatter: Lars Vernegaard
Sponsorer
Næste hjemmekamp

SPAR NORD ARENA
   Søndag den 26. november 2017
kl. 14:30

VS

 

 

 Kampsponsor:

   
Boldsponsorer: 


Cateringpartner:

 
Kaffesponsor:

     

 

SIK menu