SIK videre i DBU Pokalen

SIK videre i DBU Pokalen SIK spillede sig onsdag aften vider...
Skrevet d. 13-08-2014

SIK videre i DBU Pokalen

SIK spillede sig onsdag aften videre til anden runde af DBU Pokalen via en 2-0 sejr over Vendsyssel FF. Til opgøret havde såvel Jakob Michelsen som Ove Christensen valgt at fordele ressourcerne lidt og dette betød for SIKs vedkommende, at John Dyring, Jesper Nielsen, Jesper Henriksen og Nicolas Bøgild ikke kom i kamp mens Kristian Nielsen "kun" fik anden halvleg som afløser for Mikkel Jespersen. Hos gæsterne blev blandt andet anfører Buster Munk og Chris Sørensen sparet ligesom topscorer Ken Fagerberg kun spillede første halvleg.

De forholdsvis mange rokeringer til trods blev publikum vidne til en ganske fin fodboldkamp mellem to mandskaber, der i stor udstrækning lod bolden gøre arbejdet. Tempoet og intensiteten var i perioder måske kun oppe i tredje gear, men som nævnt flød spillet i store dele flot, og der var langt mellem, at dommer Jens Maae måtte lade ærten trille grundet frispark.

Gæsterne fra Vendsyssel kom bedst fra start i aftenens opgør og efter ti minutters spil sendte Christian Overby et godt langskud afsted, men overliggeren reddede for Daniel Krog og SIK. Herfra arbejde de gule sig stille og roligt ind i opgøret, og efter små tyve minutters spil testede Anders Vestergaard Jesper Christiansen i gæsternes mål med en god afslutning fra kanten af feltet. Og blot to minutter senere kom føringsmålet. Efter godt kombinationsspil frem ad banen endte bolden hos Mikkel Jespersen, der slog en bold i dybden og ind bag gæsternes forsvar. Her overløb Andreas Albech gæsternes bagerste og han satte iskoldt sin første scoring for SIK ind bag en chanceløs Jesper Christiansen.

Herfra og resten af halvlegen var SIKerne i kontrol. Kæderne hang rigtig godt sammen, spillet flød og centralt var Ayinde Lawal atter engang en fantastisk bølgebryder. Rent offensivt var Mikkel Jespersen manden bag flere gode aktioner og fremme udførte såvel Kasper Kempel som Anders Vestergaard et stort løbearbejde.

Efter pausen var det atter gæsterne, som kom bedst i gang. Og i modsætning til de første femogfyrre minutter formåede gæsterne at holde presset på hjemmeholdet langt hen i halvlegen. Og ved et par lejlighed måtte Daniel Krog hive en stor redning frem for at forhindre udligningen. Efterhånden som anden halvleg skred frem begyndte trætheden at melde sig blandt nogle af de gule, men trætheden til trods fik SIKerne i kampens sidste kvarter flere gange muligheden på omstillinger. På et par stykker af disse fik Anders Vestergaard testet Jesper Christiansen i vendelboernes mål. Og på én af disse måtte Christiansen give det hjørnespark, som udløste målet, der lukkede og slukkede kampen. Scoringen sat ind af debuterende Emil Zetterquist på et flot timet hovedstød.

Efter kampen blev Ayinde Lawal fortjent kåret som dagens pokal fighter i gult. En ære som Daniel Krog blandt andre også kunne være løbet med.

Med aftenens sejr er SIK med i bowlen, når der torsdag trækkes lod til anden runde i DBU Pokalen. I anden runde træder Hobro og Silkeborg samt nummer 5-10 i sidste sæsons Superliga ind i turneringen. Så muligheden for en hjemmekamp mod det øjeblikkelige tophold i Superligaen - og cheftræner Jakob Michelsens tidligere klub - i form af Hobro er en mulighed.

Kampfakta:

Skive IK - Vendsyssel FF 2-0 (1-0)

Målscorere:

21. min. 1-0 Andreas Albech

89. min. 2-0 Emil Zetterquist

Startopstilling:

Daniel Krog, Andreas Albech, Jakob Andersen, Mads Eriksen, Victor Nielsen, Ayinde Lawal, Frederik Brandhof, Mikkel Cramer, Mikkel Jespersen, Kasper Kempel, Anders Vestergaard

Udskiftninger:

46. min. Kristian Nielsen afløser Mikkel Cramer

77. min. Frederik Thoms

Sponsorer
Næste hjemmekamp

SPAR NORD ARENA
   Søndag den 26. november 2017
kl. 14:30

VS

 

 

 Kampsponsor:

   
Boldsponsorer: 


Cateringpartner:

 
Kaffesponsor:

     

 

SIK menu