Fortjent sejr

Skrevet d. 08-08-2015

Solen skinnede fra en skyfri himmel gennem samtlige 90 minutter, da SIK fredag hentede en fortjent 3-1 sejr over FC Vestsjælland. De gule åbnede kampen bedst, men der gik ikke længe inden gæsterne tog teten, og gennem store dele af første halvleg var det udeholdet, der var spilstyrende.

Og efter 10 minutters spil var det kun en feberredning af Henrik Lindhard i Skive-målet, der forhindrede Fredrik Christensen i at bringe gæsterne i front. Samme Christensen var senere i halvlegen i to omgange tæt på at bringe gæsterne i front, men i begge tilfælde sneg bolden sig uden om hjemmeholdets mål.

I den anden ende var der langt mellem de oplagte muligheder til hjemmeholdet. Faktisk skulle vi helt hen til halvlegens sidste minutter før Thomas Mikkelsen i gæsternes mål blev sat i arbejde. Men afslutningerne fra Ayinde Lawal og Razak Adebayo manglede saft og kraft til for alvor at udfordre gæsternes keeper. I en halvleg med få oplagte målchancer var gæsterne dårligst stillet med 0-0 ved pausen.

Efter pausen var det et forvandlet hjemmehold, som de godt 800 fremmødte i Egeris fik at se. Fra første fløjt var det de gule, der satte dagsordenen. Og allerede i halvlegens første minut, kunne/burde Thiago have gjort det onde ved klubben, som har udlejet ham til SIK.

Hvis første halvleg var skygge set med SIK-briller, var anden halvleg sol fra en skyfri himmel. Kampens første scoring faldt netop som den første time var spillet. Indskiftede Mikkel Frankoch fandt Thiago på højre kant. Indlægget fra Thiago lå perfekt til Razak Adebayo og den 20-årige nigerianer omsatte sikkert til 1-0.

Blot tre minutter senere var Frankoch atter på spil, da han med en aflevering i dybden fandt Razak, der sikkert øgede til 2-0. Herfra lignede det et Skive-hold i fuld kontrol mod et udehold, der virkede trætte.

Med 8 minutter tilbage blev der bragt spænding tilbage i kampen. Netop indskiftede Emil Zetterquist begik i dommer Mortens Kroghs øjne straffespark. Helt neutralt vurderet var dette en klar fejlkendelse – Zetterquist begik et frispark, men forseelsen blev klart begået uden for straffesparksfeltet. Straffesparket omsatte Anders Due sikkert til reducering.

I minutterne efter forsøgte gæsterne at presse de gule tilbage, men SIK’erne havde fuldstændig styr på gæsterne. Og med fire minutter tilbage af opgøret ”revancherede” Emil Zetterquist sig. Mikkel Cramer førte bolden frem, fandt Zetterquist der på kanten af feltet firsttimede bolden op i det lange hjørne uden chance for Thomas Mikkelsen i gæsternes mål.

Hårdt arbejde på træningsbanen blev på en solbeskinnet fredag belønnet. Tre fortjente point blev noteret til Skive IK. Næste opgave for SIK’erne er allerede på tirsdag, hvor holdet i DBU’s pokalturnering skal en tur til Tjørring.

Kampfakta:

Skive IK – FC Vestsjælland 3–1 (0-0)

Målscorere:

60. min. 1-0 Razak Adebayo

63. min. 2-0 Razak Adebayo

82. min. 2-1 Anders Due, straffespark

86. min. 3-1 Emil Zetterquist

Startopstilling: Henrik Lindhard, Jesper Nielsen, Jens Berthel Askou, Mads Eriksen, Mikkel Cramer, John Dyring, Ayinde Lawal, Frederik Brandhof, Jesper Henriksen, Thiago Pinto Borges, Razak Adebayo

Udskiftninger:

46. min. Mikkel Frankoch afløser Ayinde Lawal

79. min. Emil Zetterquist afløser Razak Adebayo

84. min. Musefio Ashiru afløser Frederik Brandhof

Udvisninger:

FC Vestsjælland: Morten Rasmussen – dobbelt gult

Advarsler:

Skive: ingen

FC Vestsjælland: Morten Rasmussen

Tilskuertal: 817

Dommer: Morten Krogh

Skrevet af: Lars Vernegaard

Foto: Worm Photo

Sponsorer
Næste hjemmekamp

SPAR NORD ARENA
   Søndag den 26. november 2017
kl. 14:30

VS

 

 

 Kampsponsor:

   
Boldsponsorer: 


Cateringpartner:

 
Kaffesponsor:

     

 

SIK menu