Det holdt hårdt

Skrevet d. 12-03-2017 16:10:00

Det var langt fra sæsonens bedste indsats. Men alligevel lykkedes det de gule at hive en smal 1-0 sejr hjem i dagens hjemmekamp mod rækkens bundprop fra AB.

Forud for dagens opgør var de gule for en sjælden gangs skyld udpeget til forhåndsfavoritter hos de forskellige spil-udbydere. Men trods en forskel på hele 21 point mellem SIK og AB inden dagens opgør, blev kampen endnu en bekræftelse af, at årets udgave af 1. division er utrolig tæt. Størstedelen af Fodbold-Danmark har allerede sendt dagens gæster fra Gladsaxe retur til 2. division, men det var de små marginaler, der i dag gav de gule favoritter tre dejlige point til regnskabet og gæsterne endnu et skub i retningen mod nedrykning.

På en bane, der naturlig nok var præget af årstiden, blev dagens opgør aldrig den store spillemæssige oplevelse. De gule forsøgte at sætte spillet, men det lykkedes aldrig for alvor at få et kompakt AB-mandskab åbnet op.

Begge mandskaber arbejdede stenhårdt for sagen, men det var få gange arbejdet udmyntede sig i de helt åbne muligheder. Og meget symptomatisk for opgøret kom kampens eneste scoring lidt ud af ingenting.

Et Skive-indlæg blev clearet af gæsternes forsvar. Clearingen endte for fødderne af Mathias Bersang, der fra kanten af feltet viste sparketeknik fra øverste hylde og flot satte scoringen ind uden chance for Jannich Storch i gæsternes mål.

Nede med 0-1 åbnede AB op, og selvom gæsterne pressede på, formåede de aldrig at få sat Emil Kobberup på prøve. I den anden ende gav gæsternes pres muligheder for omstillinger til hjemmeholdet. Og med fem minutter igen fik Jeppe Mogensen muligheden for endegyldigt at lukke og slukke opgøret. Men Jannich Storch kom godt ud og fik forhindret scoringen til 2-0.

I et chancefattigt opgør trak de gule lige netop det længste strå. Efter rundens kampe indtager Skives ”young-boys” rækkens tredjeplads. Denne placering skal forsvares næste søndag, når turen går til Falster og mødet med Nykøbing FC.

Skive IK – AB 1-0 (0-0)

Målscorere:

66. min. 1-0 Mathias Bersang

Startopstilling: Emil Kobberup, Emil Søgaard, Rasmus Lauritsen, Christoffer Østergaard, Anders Hagelskjær, Ayinde Lawal, Frederik Brandhof, Jesper Henriksen, Mathias Bersang, Mathias Pedersen, Jeppe Mogensen

Udskiftninger:

63. min. Emil Zetterquist afløser Mathias Pedersen

70. min. Oliver I. Pedersen afløser Jesper Henriksen

79. min. Alexander Baun afløser Mathias Bersang

Advarsler:

Skive: Rasmus Lauritsen, Emil Zetterquist

AB: Tobias Thomsen, Rasmus Røjkjær Nielsen, Sylvester Seeger-Hansen

Tilskuertal: 632

Dommer: Michael V. Jensen

Fotos: Jan Sand og Worm Photo

Sponsorer
Næste hjemmekamp

SPAR NORD ARENA
   Søndag den 26. marts 2017
kl. 13.45

VS

 

 

 Kampsponsor:

   
Boldsponsorer: 


Cateringpartner:

 
Kaffesponsor:

     

 

SIK menu