Kommentarer efter lørdagens nederlag

Kommentarer efter lørdagens nederlag Nedenfor følger nogle r...
Skrevet d. 23-04-2013

Kommentarer efter lørdagens nederlag

Nedenfor følger nogle reaktioner ovenpå lørdagens nederlag til HB Køge:

Jesper Thor Larsen: -Jeg synes ikke, vi fik ordentlig greb om kampen fra starten af. HB Køge har vel et spillemæssigt overtag i første halvleg, men det er os, der kommer frem til de største chancer. Både Beck og jeg selv skal jo score inden pausen. Det er kæmpechancer, som der skal scores på. Det er naturligvis frustrerende, at vi misser disse oplagte scoringschancer. I pausen sad vi med en følelse af, at der nok skulle komme flere chancer samtidig med, at vi spillemæssigt kunne forvente noget mere af os selv. Alligevel blev anden halvleg en rodet forestilling, hvor vi blandt andet er heldige med, at Jonas redder et straffespark. Vi havde også muligheder for at score efter pausen. Men når man ikke udnytter sine muligheder, er risikoen at det hele ender som det gjorde. Vi havde de fleste og største chancer, men tabte. Nu må vi bare videre og fokusere på søndagens hjemmekamp mod Lyngby.

Jonas Baden Jensen: -Vi lykkedes ikke rigtig med vort spil på noget tidspunkt af kampen. Alligevel kommer vi frem til de chancer, der skal til, for at vi kan vinde kampen. Omvendt må vi også erkende, at HB Køge havde deres chancer i kampen. Var kampen sluttet uafgjort havde begge hold vel været tilfredse med dette. Det virkede som om, vi ikke havde overskud til at få sat vort spil op, som vi gerne ville. Vi må kigge indad. Vi skal have højnet kvaliteten individuelt, således vi som hold kan få succes. Det er jeg til gengæld også sikker på vi kan. Vi har en ung trup med masser af engagement og ærgerrighed. Det skal vi have frem på søndag mod Lyngby. Det er nu, der er brug for alle mand - både på og udenfor banen. Hver især må hanke op i sig selv, for det er her og nu det gælder.

Jesper Henriksen: -Vi sidder alle med en dårlig fornemmelse efter kampen. Vi har 4-5 100% chancer, som vi skal udnytte bedre, end vi gør. Det er rigtigt tæt i bunden. Nu får vi så tre "gratis" point på onsdag. Det kan måske lægge lidt ekstra pres på AB og Hobro, som begge skal i kamp onsdag aften. Men vi må have arbejdshandskerne på. Trænerteamet har fået gang i en rigtig spændende proces. Nu er det op til os spillere at levere nogle gode resultater. Jeg vil gerne opfordre alle i byen til at komme på SPAR NORD Arena på søndag og støtte os i kampen mod Lyngby.


Forfatter: Lars Vernegaard
Sponsorer
Næste hjemmekamp

SPAR NORD ARENA
   Søndag den 26. november 2017
kl. 14:30

VS

 

 

 Kampsponsor:

   
Boldsponsorer: 


Cateringpartner:

 
Kaffesponsor:

     

 

SIK menu