Et skridt nærmere Parken

Et skridt nærmere Parken Det blev en tæt affære fra start ti...
Skrevet d. 30-09-2014

Et skridt nærmere Parken

Det blev en tæt affære fra start til slut, da vi tirsdag eftermiddag gæstede topholdet i 2. division vest Marienlyst i anden runde af DBU Pokalen. Kampen blev spillet på hjemmeholdets kunststofbane. Og netop dette underlag bekom hjemmeholdet bedst på dagen.

Dog var det de gule, der indledte kampen bedst, og i løbet af de første seks minutter havde vi et par gode scoringsmuligheder. Men herefter tog hjemmeholdet styringen og dominerede både spillemæssigt og chancemæssigt den resterende del af første halvleg. Målløst ved pausen kunne vi være tilfredse med, og det var tydeligt, at vort unge hold havde brug for en tænkepause.

Anden halvleg fik den værst tænkelige start set med SIK-øjne. Efter kun få minutters udnyttede Marienlyst nemlig lidt klumpspil i vores felt til at bringe sig foran med 1-0.

Med et kvarter tilbage af dagens kamp satte cheftræner Jakob Michelsen de to unge drenge Emil Zetterquist og Andreas Kock på banen. Og disse to var sammen med Kasper Kempel - indskiftet fra starten af anden halvleg - med til at vende kampen til fordel for SIK. Med ti minutter tilbage af opgøret steg hovedstødsspecialisten Emil Zetterquist til vejrs midt i hjemmeholdets målfelt og headede udligningen ind.

Herfra satte vi os på begivenhederne og kort før tid klaskede Mikkel Cramer, som efter kampen blev kåret som dagens pokalfighter hos de gule, fra tyve meter bolden i kassen. Undervejs blev skuddet rettet af og sejlede derfor over en sagesløs Marienlyst-keeper. Mere skete der ikke og dermed kunne vi rejse fra Fyn med en 2-1 sejr og avancement til næste runde af pokalturneringen.

Respekt herfra til et dygtigt Marienlyst-mandskab, som spillede en rigtig god kamp. Men også stort cadeau til vores unge drenge, som selv på en halv dårlig dag rent spillemæssigt, formåede at overvinde førerholdet fra 2. division vest. Det er flot. Ikke mindst når man tager i betragtning, at der i dagens startopstilling blot var fem spillere fra fredagens sejr over Vejle. Dette bekræfter mig i, at flere unge SIK-spillere fra andet geled står på spring for at byde sig til omkring klubbens bedste hold. Dette er dejligt og lover godt for fremtiden.

Næste runde i pokalturneringen er programsat til 28. og 29. oktober og her skal vi en tur til Nordsjælland og møde BSV.

Kampfakta:

Boldklubben Marienlyst - Skive IK 1-2 (0-0)

Målscorere:

47. min. 1-0 Mads Aasgaard

min. 1-1 Emil Zetterquist

min. 1-2 Mikkel Cramer

Startopstilling:

Mathias Rosenørn, Victor Nielsen, Jesper Nielsen, Mads Eriksen, Mikkel Cramer, Ayinde Lawal, Mathias Pedersen, Frederik Brandhof, Edafe Egbedi, Mikael Uhre, Anders Vestergaard

Udskiftninger:

46. min. Kasper Kempel afløser Mathias Pedersen

75. min. Emil Zetterquist afløser Anders Vestergaard

75. min. Andreas Kock afløser Edafe Egbedi

Udvisninger:

Marinelyst: Lasse Thomsen

Advarsler:

Marienlyst:

Skive: Mikael Uhre, Frederik Brandhof, Kasper Kempel

Tilskuertal: ikke oplyst

Dommer: Morten Krogh


Forfatter: Sportschefen
Sponsorer
Næste hjemmekamp

SPAR NORD ARENA
   Søndag den 26. november 2017
kl. 14:30

VS

 

 

 Kampsponsor:

   
Boldsponsorer: 


Cateringpartner:

 
Kaffesponsor:

     

 

SIK menu