Det startede så godt

Det startede så godt I sæsonens første tretten hjemmekampe h...
Skrevet d. 01-06-2014

Det startede så godt

I sæsonens første tretten hjemmekampe har Skive IK i så og sige samtlige kampe været deres modstandere mere eller mindre overlegne. Elleve sejre og to uafgjorte var udbyttet indtil søndag eftermiddag. Denne flotte statistik blev desværre ødelagt, da Rishøj søndag vandt opgøret på SPAR NORD Arena med 2-0.

Set over hele opgøret kunne gæsternes sejr måske forsvares. Men det var på ingen måder et Rishøj-mandskab, der var kommet til Skive for at underholde. Det er hårdt at sige bussen var parkeret fra kampens start, men gæsterne stod i størstedelen af kampen meget lavt og lignede et mandskab, der udelukkende ventede på den gyldne mulighed. Omvendt var SIKerne klart mest i boldbesiddelse, men den sidste aflevering manglede i de fleste tilfælde.

På et solbeskinnet og flot besøgt SPAR NORD Arena lagde de gule ellers frisk fra start. Og allerede efter tre minutter stak Jesper Henriksen bolden i dybden til Anders Hostrup. Men Hostrups resolutte afslutning fik Mark Nielsen i gæsternes mål pareret. Senere i halvlegen endte en hurtig omstilling via Anders Hostrup hos Mikkel Jespersen, men Jespersens førstegangsafslutning sad lige på gæsternes keeper. Senere i halvlegen bød John Dyring ind på føringsmålet, da han sendte et frispark fra små femogtredive meter snert forbi.

Efter pausen var det fortsat hjemmeholdet, der var klart mest på bolden. Efter godt fem minutter spil af anden halvleg var Kristian Nielsen efter en god dribletur tæt på. Minuttet efter sendte John Dyring en afslutning af sted fra små tredive meter, men her stod stolpen i vejen for det forløsende føringsmål. Og i stedet for et føringsmål til de gule kom gæsterne stik imod spil og chancer i front. Et hjørnespark blev sendt ind i hovedet på Dennis Danry, men Tunde Ogunbiyi i Skive-målet fik refleksreddet det gode hovedstød. Desværre - set med SIK-briller - var gæsternes Andreas Albech hurtigst over riposten og han kunne sikkert heade føringsmålet ind.

Efter gæsternes scoring gik gassen lidt af hjemmeholdet. Det direkte og udfordrende spil forsvandt og eneste reelle Skive-mulighed efter gæsternes scoring tilfaldt John Dyring, men hans afslutning fra kanten af feltet sneg sig lige over mål. Kampen var stille og roligt ved at ebbe ud, men med fem minutter tilbage af opgøret satte kampens dommer Simon Gade Ziegler sig så i centrum. Gæsternes Martin Jensen driblede sig gennem SIK-forsvaret, men bedst som han skulle til at afslutte satte Jesper Nielsen en kontant, men helt fair skuldertackling ind. Denne tackling blev af Ziegler takseret til straffespark og direkte rødt kort. Vurderet udefra - ganske vist på afstand - helt hen i skoven og en total overreaktion fra manden med fløjten.

Den flotte hjemmebanestatistik gik fløjten. Jesper Nielsen er med overvejende sandsynlighed sendt på sommerferie med dagens udvisning. Topscorer Anders Hostrup måtte forlade dagens opgør kort inde i anden halvleg med en mulig forstrækning, så det tynder lidt ud og giver lidt udfordringer til trænerteamet inden næste weekends lokalopgør i Thisted.

Kampfakta:

Skive IK - Rishøj Boldklub 0-2 (0-0)

Målscorere:

60. min. 0-1 Andreas Albech

85. min. 0-2 Morten Avnskjold, straffespark

Startopstilling:

Tunde Ogunbiyi, Mikkel Cramer, Jesper Nielsen, Mads Eriksen, Mads Nørby, John Dyring, Kristian Nielsen, Frederik Brandhof, Jesper Henriksen, Mikkel Jespersen, Anders Hostrup

Udskiftninger:

52. min. Christian Andreasen afløser Anders Hostrup

76. min. Sebastian Lau afløser Mikkel Jespersen

76. min. Jesper Thor Larsen afløser Frederik Brandhof

Udvisning:

Skive: Jesper Nielsen

Advarsler:

Skive: Kristian Nielsen

Ris

Sponsorer
Næste hjemmekamp

SPAR NORD ARENA
   Søndag den 26. november 2017
kl. 14:30

VS

 

 

 Kampsponsor:

   
Boldsponsorer: 


Cateringpartner:

 
Kaffesponsor:

     

 

SIK menu