FREDERIK BRANDHOF: EN DRØM ER GÅET I OPFYLDELSE

Skrevet d. 12-04-2017 11:01:46

Det har skabt stor interesse i den danske fodboldverden, at den 20-årige SIK’er Frederik Brandhof tirsdag skrev kontrakt med en af de største danske klubber, FC Midtjylland.

Adskillige medier har bragt nyheden om skiftet fra en af topklubberne i den næstbedste række, NordicBet-ligaen, Skive IK, til en af bejlerne til bronzemedaljerne i Superligaen, FCM.

Frederik Brandhof har kontraktudløb i Skive efter denne sæson - og har lavet en fire-årig aftale med sin nye arbejdsgiver - dog med den klausul, at han spiller efteråret som udlejet til Skive IK.
- Min agent (Allan Reese. red) vurderede, at jeg skulle søge nye græsgange, og det er da en spændende udfordring for mig. FCM har i en eller anden grad fulgt med siden forårsudlægget i Vejle, og nu har vi så fundet hinanden, fortæller Frederik Brandhof til Skive Folkeblad.
- Det er da en slags drøm - at blive fuldtidsspiller i superligaen, og går det, som vi håber og ønsker, så må det da gerne hedde udlandet i løbet af en given periode, siger han, der har haft sin U20-landsholdsdebut.

- Jeg venter lidt med at flytte derned, men på sigt, så flytter jeg. Det er også en spændende tid i Skive, så i det lys er jeg glad for aftalen om at tage efteråret med her.

SALTE, MEN STOLTE TÅRER


I Skive græder vi salte tårer over Frederiks klubskifte. Glæden over at hjælpe en egenudviklet profil videre er således stor, og sportschef Jesper Larsen jubler ligeledes over, at Brandhof bliver i Skive året ud på en lejeaftale.
- Det er vi lykkelige for. Det havde været svært for os at holde fast på Frederik et halvt år mere, hvis ikke vi havde lavet denne aftale. Den er et godt billede på vores gode forhold, som begge klubber drager god nytte af.
- Der er nok uden tvivl en del andre klubber, som ærgrer sig over hans skifte og ville have ønsket, at de havde været tidligere ude, siger Larsen til bold.dk og tilføjer om Brandhof:
- Frederik startede i klubben som femårig, og nu er han efter fire år på førsteholdet sendt videre til en top tre-klub i Danmark, og det er vi utroligt glade for og stolte af.
Jesper Larsen fremhæver overfor bold.dk den alsidige Brandhofs mentale styrke som unik.

HOLDSPILLER

- Han har et helt unikt drive, som jeg nærmest aldrig har oplevet tidligere. Han kom på førsteholdet som 16-årig som en del af vores – man kan sige lidt alternative – talentudvikling, og lige siden har han via sit drive overhalet adskillige spillere i sin aldersgruppe og er nu på U20-landsholdet.
- Han er en udpræget holdspiller, der løser de opgaver, som han bliver sat til. Også selvom det ikke lige er på en plads, hvor han foretrækker at spille. Qua hans drive og energi kan han dække mange positioner, og derfor er han også en drømmespiller for et hold som vores.

FREDERIK KAN GÅ HELE VEJEN

FC Midtjyllands sportsdirektør Claus Steinlein roser den nye mand.
- Vi har fulgt Frederik gennem lang tid og kan se, at han har potentialet til at gå hele vejen og blive Superliga-spiller. Han er en god og ydmyg central midtbanespiller, der har en god vilje og indstilling til tingene.
- Han har i en tidlig alder allerede spillet mange kampe på 1. divisionsniveau og har i denne sæson været en vigtig det af det succesfulde Skive-hold, som ligger nummer to i 1. division, siger sportsdirektør Claus Steinlein til fcm.dk og tilføjer:
- Vi vil gerne have ham ind i vores træningsmiljø, men lejer ham ud i efteråret til Skive, så han kan fortsætte med at få kamptræning der, og så håber vi, det bliver i Alka Superligaen. Vi har et godt samarbejde med Skive og er glade for, at han kan tørne ud for klubben i efteråret.

Brandhof har spillet to kampe for U20-landsholdet.

Sponsorer
Næste hjemmekamp

SPAR NORD ARENA
   Søndag den 1. oktober 2017
kl. 13:00

VS

 

 

 Kampsponsor:

   
Boldsponsorer: 


Cateringpartner:

 
Kaffesponsor:

     

 

SIK menu